Der er ved at være styr på det med forberedelserne til festen i morgen. Det har været temmelig svært at holde det hele hemmeligt for mine forældre, og jeg tror faktisk, at min far har en stærk mistanke om, hvad der vil ske. Det er mine forældre, som har sølvbryllup i morgen, og jeg og mine søskende har besluttet, at de skal fejres. På den helt gamle manér med flag, port af blomster og hornmusik. Vi vækker dem kl. 8:30 i morgen. Vi ved, at det er det tidspunkt, de plejer at stå op. Når de så er kommet i tøjet, efter at vi har sunget for dem, tager vi dem med ud på et rigtigt romantisk sted, jeg kender. Det ligger lidt uden for Aarhus.
Brunch
Her får vi brunch – med pandekager, champagne og lækre patéer. Bagefter kører vi dem hjem igen, og de får lov til at hvile sig ud, komme i bad og tage festtøjet på. Vi har nemlig arrangeret en fest for dem. Vi bliver 50 mennesker, og festen bliver lagt i de smukkeste rammer, man kan forestille sig. Vi får en god middag, og bagefter skal der være dans. Til langt ud på natten.
De skønne billeder
De gamle skal virkeligt fejres, fordi vi vil vise dem, at vi holder af dem. Som et af indslagene under middagen har jeg lavet et billedshow til dem. Det viser deres liv sammen – set gennem vores øjne. Lige fra deres bryllup til i forgårs, hvor jeg var henne hos dem for at låne et gammelt fotoalbum af dem. Det indeholder billeder fra, dengang de blev gift og af mig og min bror som helt små babyer.
Dengang var det en helt anden form for bryllupsfotografering end den, man ser i dag. Det var mere, sådan, nogle portrætter af brudeparret. Man kan se, at de er blevet lavet i et studie. Ikke ude i naturen. Sådan et romantisk sted i skoven, ved søen eller på en mark, sådan som brudeparret bliver fotograferet i dag. Nej. På billederne kan man se, at de har fået besked på at stå og kigge forelsket på hinanden. Min far står lidt stift, kan jeg se. Han smiler dog kærligt til min mor. Og hun er vist ved at bryde sammen af grin. I hvert fald kan jeg se hendes glade smil.
Den rigtige bryllupsfotograf
Bag på et af billederne er der et stempel med adresse, telefonnummer og navn på fotografen, som har taget deres bryllupsbilleder for 25 år siden. Gad vide, om han stadig har sin virksomhed. Jeg kunne godt finde på at ringe ham op. Det kunne da være lidt sjovt at få ham til at komme og fotografere til festen i morgen, hvis han altså ikke er gået på pension – og har tid og lyst til at påtage sig sådan en opgave. Der er ikke nogen webadresse. Eksisterede internettet dengang? Sikkert ikke. Men jeg kan vel spore ham via telefonnummeret og navnet. Jeg går straks på nettet og finder faktisk en bryllupsfotograf, som har det samme navn, som det der står bag på billedet.
