Det har godt nok regnet meget. Jeg ved slet ikke, hvor mange mm, der er faldet. Men jeg ved, at der er huller i taget. Det drypper ind i mit køkken. Og jeg hader det. Hader? Det er måske lidt overdrevet sagt. Men jeg bryder mig ikke om tanken om, at der er huller i mit tag. Og jeg ved, at jeg har udskudt at få repareret taget, i alt for lang tid. Jeg har jo stråtag på huset, som jeg bor i. Og ja, jeg har ikke været god til at vedligeholde det. Mest fordi jeg endnu ikke har fundet ud af, hvor jeg finder en tækkemand på Fyn.
Huset ligger ude på landet. Lidt uden for Bogense. I en lille landsby. Vi er ikke så mange borgere. Vi kender hinanden og siger da godmorgen hver dag til hinanden. Her er dog ikke så meget aktivitet. De fleste af os er landmænd. Og det er lidt svært for mig bare at vade ind til naboen for at høre, om han kender en god tækkemand i nærheden.
Venligt svar
Jeg vil helt sikkert få et venligt svar, der går i retning af, at det gør han desværre ikke. Men nu, hvor det drypper ind, bliver jeg virkeligt nødt til at gøre noget. Det holder ikke. Om lidt vil det også dryppe inde i stuen, og endnu værre: I mit soveværelse. Så ja, det er bydende nødvendigt, at jeg finder den tækkemand.
Jeg har ikke så mange andre muligheder end at gå på internettet. Når det virker altså. Så det, må jeg gøre, i aften, og, så bare finde navne og adresser på fynske tækkemænd. Jeg vil ringe til de første 5 jeg finder, og høre om, hvad det vil koste – og hvor lang tid det vil tage – at få repareret mit stråtag. Og så vil jeg lave en aftale med en af dem.
Stråtagene på Fyn
Min far driller. Han siger, at vi slet ikke kommer på (ℹ) ferie til udlandet igen i år. Jeg ved godt, at det gør vi. Men hvis han er så barnlig, at han hellere vil høre, om jeg kan huske, at vi så stråtag på Fyn sidste år, ja, så må jeg hellere lege med. Så jeg siger, at nej, det kan jeg slet ikke huske. Jeg spørger ham, også om vi skal til Fyn igen i år. Jeg forsøger at lyde spydig og sarkastisk. Men det lykkes ikke. Han kan godt høre, at jeg kæmper med gråden, over at vi ikke skal på ferie igen i år.
Han kommer hen til mig og omfavner mig og trøster mig. Siger undskyld over at have drillet mig. Han fortæller mig, at vi naturligvis skal på ferie i år. Til sommer. Hvis situationen tillader det. Han siger også, at det nok ikke bliver den vilde luksusferie, vi kommer på, sådan som vi har drømt om. Vi har jo talt om det hele vinteren. Altså det med sommerferien.
Reparation og vedligeholdelse af stråtag?
Han forklarer mig, at grunden til, at det ikke bliver en luksusferie, er, at han har lånt en masse penge til sin bror, der bor på Fyn. Og han har brug for penge. Så vi har ikke så mange penge til at bruge på ferie. Jeg spørger min far, om det er, fordi min onkel skal have nyt tag på sit hus. Jeg kan nemlig huske, at han talte meget om reparation af stråtag og udgifterne til det, da vi var hos ham sidste sommer. Min far siger ja, det er lige præcist det. ”Og hvordan har du kunnet huske det?” Jeg siger til ham, at det bare var alt, hvad de talte om hele ferien: Reparation af stråtag. Penge, man ikke har. Livet i en lille, bitte by.
