For tre måneder siden faldt min pige af hesten. Det var et rigtigt grimt fald. Hun var ved at springe over en forhindring, og så snublede hesten. Hun faldt lige ind i forhindringen og brækkede et ben. Det var grimt og samtidigt meget frustrerende. Hun kan ikke ride den hest, men hendes instruktør insisterer på, at hun skal ride den. Jeg har en mistanke om, at han forsøger at sælge den til os, fordi han ved, at hun er forelsket i hesten, og fordi vi har luftet idéen om, at vi gerne vil give hende en hest, når hun bliver 15. Også lidt som en belønning, fordi hun dengang led af fascitis plantaris (hælspore).
Hård beslutning
Den dag hun faldt, besluttede jeg, at hun ikke får en hest. Jeg vil ikke have, at hun skal ride længere. Jeg ved, at det er en hård beslutning at tage. Men jeg har ansvaret for hende. Og hun skal ikke sætte liv og lemmer på spil med sin fritidsinteresse. Når hun bliver myndig, kan hun gøre, hvad hun vil. Men fra nu af, og indtil da må hun høre efter hvad jeg siger, og gøre, som jeg bestemmer. Basta.
Benet fik flere skruer, og hun lå på hospitalet i lang tid. Det har været meget trættende for mig at passe både job, familien derhjemme og så besøge hende hver dag på hospitalet, så jeg var rigtigt glad, da hun kom hjem. Hun har fået at vide, at hun ikke må ride i de kommende 6 måneder. Skruerne i benet skal have lov til at gro godt ind. Væv og sener omkring dem skal lære, at de er der.
Genoptræning er sted i København
Men hun må gerne starte forsigtigt med genoptræning om en måned. Det er jeg ved at undersøge og planlægge nu. Hun taler jo ikke om andet, end at hun gerne vil starte sin genoptræning hurtigst muligt, så hun kan komme tilbage til ridningen. Det har vi talt meget om. Jeg har faktisk sagt til hende, at hun ikke må ride længere. Hun skal ikke pendle fra indre København ud til forstæderne for at gå langt ud til rideskolen – og jeg kører hende ikke derud. Sådan er det bare. Naturligvis er hun ulykkelig. Men det kommer hun over. Når hun er færdig med sin genoptræning her i København, så vil der være gået så lang tid, at hun har glemt alt om heste (og forhåbentligt har fundet en anden interesse.)
Nogle skal være hårde
Det er hårdt at være en grusom mor. Jeg ved det godt, at jeg er grusom. Men min beslutning er taget. Måske kan vi tale om ridning igen om et års tid. Vi må se. Først skal jeg have fundet en fysioterapeut her i byen, som kan hjælpe hende med et blidt genoptræningsprogram.
Jeg har fundet en på nettet, som jeg talte med i går. Han virkede meget forstående. Jeg fandt ham nemt ved at søge kun på ”Genoptræning København”. Vi har fået tid til den første session i næste uge. Jeg har fået lov til at være til stede under træningen, så jeg kan se, hvordan det foregår. Vi skal komme en gang om ugen til at begynde med – senere lidt oftere.
